Delvis sygemelding / Delvis raskmelding i virksomhed

Delvis sygemelding / raskmelding
Sygefravær øger risikoen for, at din virksomhed mister en medarbejder permanent.

En ordning med delvis sygemelding eller delvis raskmelding betyder, at medarbejderen kan bevare tilknytningen til arbejdspladsen i en sygdomsperiode, og at din virksomhed får mulighed for at beholde medarbejderen.

Du skal selv aftale med medarbejderen, hvilke arbejdstider og opgaver han eller hun kan klare, og aftalen skal godkendes af jobcentret. Der ydes herefter sygedagpenge eller sygedagpengerefusion for medarbejderens fraværstimer.

Delvis sygemelding

En delvis sygemelding kan være en mulighed, hvis en medarbejder ikke kan varetage alle sine arbejdsopgaver, men stadig kan yde en indsats i din virksomhed. Formålet med en delvis sygemelding er, at medarbejderen bevarer tilknytningen til din virksomhed og undgår en langvarig sygemelding, hvor det ikke er nødvendigt.

Medarbejderen kan gå direkte fra raskmelding til delvis sygemelding, og der er således ikke krav om en fuld sygemelding først.

Delvis raskmelding

En medarbejder kan delvis raskmeldes, når han eller hun efter en fuld sygemelding er parat til at genoptage arbejdet i et eller andet omfang. En delvis raskmelding betyder, at medarbejderen får chancen for at vænne sig til arbejdsopgaverne igen efter sygemelding, og at din virksomhed kan have glæde af medarbejderens erfaring og kompetencer. 

Vilkår

  • For at kunne være delvis sygemeldt eller delvis raskmeldt skal fraværet være på mindst 4 timer om ugen.
  • Jobcenter Syddjurs skal godkende aftalen.
  • Kommunen har den samme pligt til opfølgning under en delvis sygemelding som ved en fuld sygemelding.
  • Delvis sygemelding og delvis raskmelding er midlertidige løsninger, da sygedagpenge er en kortvarig ydelse. Hvis medarbejderen ikke kan blive fuldt arbejdsdygtig, skal andre løsninger overvejes.


Har du brug for yderligere information om delvis sygemelding eller delvis raskmelding, er du altid velkommen til at kontakte Jobcenter Syddjurs.

Opdateret: 30/06/2017 - 08:56